Her i marts måned kan man om søndagen få dejlig afternoon tea i de skønne lokaler i Orangeriet i Kongens Have. Her har jeg spist mangen en frokost og også en middag eller to. Nu er konditor Torben Bang indover og kreeret denne dejlige afternoon tea servering, som kommer ad to omgange. Først brødting, dernæst kage, chokolade og frugt. Teen kommer fra Perchs (man kan også vælge kaffe i stedet, den kommer fra Kontra) og man kan tilkøbe forskellige lækkerier – fx et glas André Clouet champange eller en østers eller to.
Efter marts er der konfirmationer på programmet i Orangeriet, men lad os håbe de vender tilbage med afternoon tea, for det var super delikat det hele og så rart at sidde der med udsigt til haven. Tænk hvor fint det bliver, når haven er sprunget ud!
Vi lagde ud med mini smørrebrød med æg og rejer og med lækker hønsesalat med champignon og bacon. God idé med et dansk strejt – Orangeriet har også smørrerbrød på frokostkortet, så det giver god mening. Der var også meget fine fingersandwich med røget laks og agurk og papirtyndt hjemmebagt knækbrød med urtecreme.
Så kastede vi os over de fine små teboller, som jeg spiste med smør og deres hjemmelavede hindbærsyltetøj, som smagte friskt og syrligt. Så var der chokoladescones og orangescones smagt til med appelsinskal – god idé. De var perfekte sammen med flødeskum og den lækre, cremde lemon curd.
Min veninde troede uskyldigt at vi her var færdige, men næææh nej. Ind kom næste etagère med de søde sager. Torben Bang kender vi tidligere fra både Kokkedalslot, Nimb og Cakenhagen og han er simpelthen så god til både klassisk mormor-bagværk (jeg drømmer stadig om hans kringle fra Kokkedal Slot – OMG!) og virkelig også dygtig til delikate små kager og petit fours. Som fx de her flødeboller med lakrids og hvid chokolade og de flotte lysegule moussekager med passionsfrugt og karamel på en helt sprød, tynd smørkagebund. Der var også småkager og så sluttede vi af med en himmerigsmundfuld af en fyldt chokolade med modigt saltet karamel – der var virkelig meget salt i – lige til kanten og SÅ utroligt sexet og lækkert.
Skynd dig ind til en dejlig oplevelse – afternoon tea (uden champagne) koster 325 kr. pr. person. Det synes jeg er et godt køb for en time eller to med luksus på en af byens bedste locations.
The post Delikat afternoon tea i Orangeriet i Kongens Have appeared first on .